FAKTA

Husleje er 2.900 kr pr. mdr.

I huslejen er inkluderet:

  • Husleje, varme, vand
  • Parkering (1 plads – først til mølle)
  • Erhvervsforsikring, der dækker brand, tyveri, vand og el-skade
  • Internet
  • Fælles kontorhold, fx printer, printerpapir mv.
  • Kaffe, the, frugt, fredagsfrokost mv.
  • Rengøring
  • Fly- og hoteludgifter til en fælles udlandsrejse ca. en gang årligt
  • Julefrokost
  • 3 måneders prøveperiode
  • Depositum: 13.500 kr. 
  • 3 måneders opsigelse

Har du været selvstændig i under to år, tilbydes du en husleje på 2000 kr. pr. måned de første seks måneder. Maksimalt to personer kan få nedslag i prisen i samme periode. 

Bliv en del af et professionelt fællesskab

Et af Aarhus’ stærkeste faglige og sociale fællesskaber for
selvstændige kommunikationsprofiler har en plads ledig – er du interesseret?

OM OS

Periskop er 17 engagerede professionelle, der arbejder mest med kommunikation og journalistik. Hovedparten af os er selvstændige, men vi er også hjemsted for medarbejdere fra Ritzau, Fritid & Samfund samt KNR – Grønlands Radio.

Vi arbejder sammen på kryds og tværs og har ofte gang i nye ideer og fælles projekter. Vi lægger vægt på, at Periskop både er en professionel arbejdsplads og en stærk social ramme for vores individuelle tilværelse som selvstændige.

OM DIG

Du arbejder inden for kommunikation, journalistik, foto, grafik, web, SoMe, animation, apps, facilitering, rådgivning, undervisning eller lignende. Det vigtigste er ikke din faglige profil, erfaring, omsætning eller uddannelse, men derimod, at du har lyst til at udvikle dig fagligt og socialt i et fællesskab.

OM KONTORET

Vi bor i to etager i en gammel industribygning tre minutters gang fra banegården, lige ved Skt. Pauls Kirke. Du vil få en plads i et af de to lyse storrum og adgang til tre mødelokaler, lydstudie, et stort spisekøkken plus en dejlig altan med eftermiddagssol.

Som ny i huset får du en buddy, der sørger for at tage godt imod dig og give dig en god vej ind i vores fællesskab.
Er du nystartet selvstændig indenfor de seneste to år, får du otte sparringssamtaler med vores erfarne medlemmer om alt fra kundehåndtering til rubrikker, den rigtige pris i et tilbud og meget andet.

OM DET SOCIALE FÆLLESSKAB

Vi skiftes til at ‘passe køkkenet’ en uge ad gangen. Det indebærer indkøb af frugt, kaffe etc., og at stå for fredagsfrokost til kollegerne.
Hver halvandet år tager vi på studierejse til en europæisk storby. Vores udviklingsseminar og julefrokost er andre årlige traditioner.

Husleje mm: Se faktaboksen

Ansøgningsfrist: Vi holder samtaler løbende, og pladsen går til den første egnede kandidat, så send din ansøgning hurtigt.

Er du interesseret, eller har du spørgsmål?

Du søger ved at skrive en mail, hvor du fortæller lidt om dig selv, og hvad du laver.
Du er også velkommen til at få en rundvisning.
Skriv, ring og send din ansøgning  til:

Stefan Mechlenborg, Tlf. 4416 2432, stefan@smeck.dk
Jonna Toft, Tlf. 5120 7560, jonna@jonnatoft.dk

VORES PROCES:

Et udvalg på tre personer tager sig af at finde den helt rigtige kandidat til den ledige plads.

Kontorfællesskab i Aarhus